
Blind og hva' så?
Skrevet af: Anne Kathrine Svendsen & Amalie Høeg
"Selvom man er blind, behøver der ikke være mange begrænsninger i livet"
Willy Egmose er født blind, men ved ikke hvorfor, da det ikke er arveligt i familien. Han er uddannet organist og laver nogle gange også koncerter og stemmer klaverer. Willy ser anderledes på livet end de fleste.
”Man indretter sit liv efter sin situation” fortæller Willy Egmose. Han ser ikke sig selv som handicappet, men synes, at det kan være svært nogle gange. Han er gift med en normalseende kone, som hjælper ham med det, han ikke selv kan. Han synes, at det er en ulempe at være afhængig af andre hele tiden, men han finder det for det meste ikke svært.
At være anderledes
Willy føler sig egentlig ikke anderledes end andre. Når han vågner om morgenen, så er det ikke det, at han er blind, han først tænker på. Der er nogle ting, som han ikke er egnet til, men som hans kone kan, og modsat er der nogle ting som Willy er god til, som hans kone ikke kan.
Modløshed, nej tak
Det er meget sjældent, at han mister modet. Nogle meget få gange har han tænkt, at det kunne være rart nok at kunne se, men han har ikke prøvet andet. ”Jeg har fået så meget andet af Gud, som opvejer savnet af at kunne se”, siger han. Willy har aldrig oplevet modløshed i sit liv, fordi han som barn kom på kostskole sammen med andre børn, som også er blinde. Det gjorde, at han lærte at klare sig selv og fandt ud af, at der også var andre, der var blinde, og at det ikke bare var ham. Han ser tilbage på en dejlig tid på kostskolen.
Stadig aktiv og taknemmelig
Selvom han er blind, har det ikke været nogen hindring for ham at få en uddannelse som organist. Efter 46 år er han dog stoppet som organist, men der er stadig flere der ringer og spørger ham til, om han har lyst til at spille forskellige steder. Alt i alt bruger han stadig meget tid på musik. Når Willy tænker tilbage på sit liv indtil videre, er han rigtig taknemmelig.