Med døden for øjnene
Skrevet af Amalie Høeg og Anne Kathrine Svendsen
Marianne Rosenbæk lever hver dag tæt på døden. Modet til at møde døden med patienter får hun ved at give dem de bedste rammer for den sidste tid på et hospice i Esbjerg.
”Det hårdeste er helt klart, at døden har alle aldre”, siger Marianne Rosenbæk fra Esbjerg Hospice - et hjem hvor døende kan finde ro og pleje i deres sidste tid. Patienternes aldre svinger mellem 18-97 år, men det er tanken om unge mødre, der dør fra deres små børn i en alt for tidlig alder, der især er rørende og uvirkeligt for Marianne. Andre patienter lever med splittede familier, hvilket også er ekstremt hårdt, for når man ligger for døden, er det for sent at få opbygget et forhold til de familiemedlemmer, man ikke har det godt med.
Et livsbekræftende job
Marianne fortæller dog, at hun alligevel er glad for sit arbejde, for selvom folk er døende har de stadig mod på at få det bedste ud af det sidste af livet. De ansatte når faktisk også at få et specielt forhold til patienterne, på trods af den korte tid de har sammen. Det bliver til mange gode snakke. ”Nogle patienter kan godt lide at åbne op og fortælle om sine livshistorier”, siger Marianne Rosenbæk og mener derfor at jobbet er meget livbekræftende.
Siden 1992 er der blevet bygget hospicer rundt omkring i Danmark. Marianne var med til at starte hospicet op i Esbjerg for otte år siden, fordi hun gerne vil gerne gøre en forskel og hjælpe de uhelbredelige syge til den bedste sidste tid. Hun ser med tilfredshed på at der er stor fremgang i etableringen af hospicer rundt omkring i Danmark.
En af de bedste steder du kan dø
Folk forventer, at der er en lidt trykket stemning, og at man ligesom kan mærke døden, men et hospice er som et hjem. Marianne fortæller, at de gør meget ud af, at patienterne får en stille og rolig dagligdag, og de skal føle, at de har det godt f.eks. ved hjælp af blomster, lys og god mad. Selvom patienternes familie ikke er der hele tiden, så er de ansatte der altid til at yde pleje, snakke og hjælpe.
Brug for alles hænder
Hospicet giver en tryghed til patienterne, de hjælper med at få styr på det hele ned til den mindste detalje, så de har ro til den sidste tid. Hospicet sørger f.eks. for en musikterapeut til at spille noget musik, en fysioterapeut der masserer, en psykolog man kan snakke med, en socialrådgiver der kan hjælpe med testamente og præster man kan snakke med om tanker omkring døden og omkring begravelse. Alt de ansatte ønsker er at patienterne skal have den bedste sidste tid af deres liv.
Bare et normalt arbejde
”I starten er man rigtig påvirket af alle de uhelbredelig syge”, siger Marianne, ”men med tiden vender man sig til det, og det bliver et arbejde ligesom alt andet”. Det kan til tider være hårdt at se mennesker dø, men man skal lære at kunne se døden i øjnene.